Det er længe siden opdatering her på siden... Det er der flere grunde til. Der har været rigtig mange arrangementer og møder på jobbet, derudover blev min lillesøster konfirmeret fredag i sidste uge, hvor der bare var mange forberedelser, som sang, tale, gave, sangskjuler, indkøb, bagning osv... Nu ved jeg hvordan det er at have børn, shit det kræver tid!!
Derudover, og nok den vigtigste faktor, er jeg stoppet med den medicin jeg startede på i sin tid, da jeg fik mig en depression inkl. stress. DET kan mærkes....! Især på overskud, energi og engagement!
Siden jeg startede på medicinen, har det været svært for mig at græde, altså der skulle virklig meget til, fordi medicinen sørger for at jeg ikke falder het ned i et sort hul, til gengæld sørger den også for at jeg har svært ved at vise stor glæde for noget... Det sidstnævnte har dog ikke været så svært for mig. Jeg fokusere meget på det positive i mit liv, netop fordi det modsatte har haft en tendens til at præge mine yngre dage...
Alt det har betydet, at jeg nu efter medicinstoppet - tuder over alt! Jeg tuder over alt og ingenting... og er bare enormt sårbar! Enormt bange og bekymret for at der sker mine nærmeste noget (absolut skrækscenariet og mareridtet i mit liv). Jeg har ikke ret mange tæt på mig, netop fordi jeg har fravalgt de mennesker i mit liv, der ikke ville mig det bedste. Jeg tuder over, at små ting i hverdagen ikke lige lykkes for mig, såsom hvis mine nøgler er væk, jeg ikke lige har noget ordentligt pålæg at tage med på madpakken, at køre på arbejde og tude over de sørgeligste kærlighedssange (altså det er jo ikke mig, der har kærestesorger, men så kan jeg ikke lade være med at sætte mig i andres sted, og forestille mig, at det kunne være mig) - og så tuder jeg videre...
Her bliver tudet igennem, men ud skal det, og ud får det lov at komme. Jeg har heldigvis ingen planer denne weekend... Udover at hygge mig... have Jeanette-tid, for manden er langs, ogvære kreativ, for er er noget der gør mig max, er det dét!
Jeg stod op kl. ca. 13 i dag, ja søvnen havde jeg brug for! Stod op for at konstatere jeg havde fået uventet besøg (og jeg bød dem IKKE på gevalia-kaffe)... Myrerne!! Sidste sommer var de der osse - bare kun udenfor, og der synes jeg de skal have lov at være, så længe det er i små mængder/tuer! Nå, mig ud i bilen (i nattøj og pusser), over i Bauhaus, hvor jeg inden jeg træder ud af bilen når at se mig i spejlet - det skulle jeg aldrig have gjort... Totalt hævet tudefjæs... Ja ja sådan så jeg ud. Jeg var ligeglad, ind i Bauhaus for at finde den 10 meter lange hylde kun med forskellige udgavr og mærker med myrefjerner... Hvorfor er der ikke bare ÈT middel??? Ikke nok med det (og i kender det sikkert godt), lige den dag man ser allerværst ud, ja så møder man en hulens masse man kender... Børn og forældre fra jobbet = OK, nu skal jeg hjem!
Myrerne er nu vandet (én ting mindre at tude over).... Og jeg overvejer at sætte mig foran symaskinen/healeren...
Hvilket indlæg, håber ikke det har spredt for meget dårlig karma derude... Ellers så tænkt på, hvor godt i har det, og så bliver i glade igen :)
Take care <3
Hvor er jeg glad for at høre, det kan lade sig gøre at komme ud af den antidepressive medicin - endda med god effekt. Måske man er ekstra sårbar/har større tendens til tårer, fordi der er så mange gange, man gerne ville have grædt men ikke har kunnet?
SvarSletMå jeg spørge, hvor lang tid du har taget medicinen? Jeg runder snart de 3 år ...
God weekend!
Ja ved ikke helt om det er en god måde at komme ud af medicinen endnu. Det er virkelig hårdt den første tid... det er nu 2 ger siden jeg stoppede og den sidste uge har været rigtig svær, så jeg må sige jeg håber det lykkes. Man bliver nødt til at mærke efter om man er klar, og egentlig ved man ikke om man er klar før man har prøvet det og mærket reaktionerne/påvirkningerne på ens krop... Ellers må man erkende at man ikke var klar, og så stoppe på et andet tidspunkt, for man skulle ikke gerne falde helt ned igen.
SvarSletJeg har været på medicin i ca. 2 år... og ja min holdning er at man altid kan komme ud af det, hvis man vil og hvis man er klar... Med mindre det selvfølgelig er en form for langvarrig depression... Men mit råd er at mærke rigtig godt efter, og trap meget langsomt ned... :)
God weekend til dg osse :)
Det lyder ikke ligefrem som en nem måde, at komme ud af medicinen på... men synes det er flot, at du mærker at det åbenbart er nu det skal være... stort skulderklap til dig... med håbet om, at det lykkes for dig... det skal det...
SvarSlet1000 tak for de søde ord... Jeg siger dig det varmer mere end man skulle tro... Men et skulderklap er guld værd i sådan en situation...!
SvarSlet